Vuggestuen Silkeborgvej 88A
Velkommen til byens første kommunale vuggestue, som til stadighed følger med udviklingen. Vi prioriterer, at hver dag er en dejlig dag, hvor det enkelte barn bliver set og udfordret i eget tempo. Kontakten til forældre er grundstenen, og vi anser den daglige dialog som væsentlig for barnets udvikling og trivsel. Hos os møder I engagerede og ærlige voksne, der nyder hver dag på en fantastisk arbejdsplads.
Hverdagen hos os
Vi ønsker, at barnet skal opleve sig som en del af et større fællesskab. Vi prioriterer et børnemiljø, hvor der er mulighed for at øve sig og udvikle sig. Vi sætter ord på det, barnet gør, så det føler sig set, og alle i huset har en stemme, som bliver taget seriøst. Personalet har en høj faglighed, er engagerede, nysgerrige og har hjertet på rette sted. Vi anser forældresamarbejdet, både ved samtaler og i den daglige dialog, som væsentligt for barnets udvikling og trivsel. Vi er åbne, ærlige og udviser gensidig respekt.
Personalet
Hos personalet er der høj faglighed. Vi er et hus fuld af uddannede pædagoger, unge medhjælpere og studerende, og vi sætter en ære i at følge med tiden. Drivkraften er i høj grad ansvarlighed. Det er vigtigt for os, at vi er forskellige – deri ligger en del af vores styrke til at møde alle, der kommer i huset, præcis hvor de er. Arbejdsglæde skabes ligeledes i et hus fuld af humor, trivsel og engagement – og det smitter.
Samarbejde med forældre
Forældresamarbejdet har en stor indflydelse på, at vores hus er et dejligt sted at være. Vi prioriterer åbenhed, feedback og dialog, som sammen med inddragelse af forældre i vuggestuelivet gør huset til et dejligt sted for børn, pædagogisk personale og forældre – ja, selv vinduespudseren.
Vi leger
Vi er med til at styrke det, børnene kan, og udfordre dem med udgangspunkt i det. Man vokser med ros og tør kaste sig ud i nye udfordringer. Vi leger og leger, og vi elsker det. Både planlagte aktiviteter og spontane lege er med til at sikre udvikling.
Sprog
Til hverdag lægger vi vægt på at bruge sproget. Vi anerkender og benævner følelser og initiativer. Vi holder meget af at synge og invitere til fælles dialog, og samtidig er vi meget opmærksomme på, at én-til-én-samtalen har stor betydning for den sproglige udvikling.
Traditioner
Vi holder fast i traditioner som fastelavn, påske og jul, da det styrker fællesskabet i hele huset. Vores årlige nattøjsfest, som falder i oktober, er også en tradition, vi holder af, ligesom sommerfesten med boder er et hyggeligt sted at møde hinanden under mere festlige lag.
Udeliv
Vores dejlige legeplads inviterer til mange gode aktiviteter. Den er motorisk udfordrende, og sanserne bliver velstimulerede. Vi er ude i al slags vejr og nyder at mærke regnen og solen, der skinner. Der er højt til himlen og fart på, når legepladsen bliver fuld af glade børn og voksne.
Indeliv
Indendørslivet er også en stor del af vores hverdag. Er vejret for råt til de mindste, hiver vi naturen ind – sne i spande og blade i sækkevis. Vi tumler og tusser rundt. Vi løber og læser. Vi holder af at være kreative sammen med børnene og udfordrer gerne sanserne og motorikken med forskellige materialer. Den fedeste kunst er den, børnene selv har lavet.
Selvhjulpenhed
Selvhjulpenhed giver frihed, og det er vigtigt for at kunne begå sig. Vi øver tøj af og på, selv at øse mad op og løse konflikter. Med ansvar kommer positive initiativer og invitation til leg.
Vi prioriterer det hele menneske og et stærkt børnefællesskab.
Det er os
Vuggestuen Silkeborgvej er den første kommunale af sin slags i Aarhus. Vi bor i nogle hjemlige og hyggelige rammer i et boligbyggeri med en skøn og udfordrende legeplads fuld af hjørner med plads til ro og fis og ballade.
Her er plads til 32 børn, som er tilknyttet to stuer – grøn og orange – hvor de har deres base. Gul stue er vores åbnestue og bliver brugt som aktivitetsrum sammen med alle de andre rum, der er i vuggestuen.
Børnene går ofte på opdagelse i huset og møder andre børn og voksne. Vi har en fast dagsstruktur, men der er også plads til det impulsive og spontane, som vi værdsætter. Det vigtigste fokus er den gode dag med trivsel, udvikling og læring for alle børn.
Vi er 6 pædagoger, 3 medhjælpere og en studerende i huset – det vil sige, at vi er 5 voksne tilknyttet en gruppe børn på 16. I huset er der ansat en køkkenleder og selvfølgelig vores pædagogiske leder, som vi deler med Heimdalsvej. I ny og næ vil I møde andre ansatte – eksempelvis studerende i kortere praktikforløb.
Læs mere om Vuggestuen Silkeborgvej 88A
I vuggestuen er der hver dag en medarbejder, der åbner kl. 6.30. Børnene bliver modtaget på gul stue, hvor der er hygge. Indtil kl. 7.15 er der mulighed for at spise sin medbragte morgenmad. Kl. 8.10 åbner vi grøn og orange stue og går hver til sit. Kl. 9.00, når de fleste børn og voksne er mødt ind, synger vi og får frugt og en tår til tørsten. Samlingen er en hyggestund og fungerer som en blid start på dagen, hvor alle lige får set, hvem der er kommet, og hvad dagen byder på.
Om formiddagen laver vi forskellige aktiviteter i små grupper. Vores faste aktiviteter er dans, hvor vi mødes på gangen og giver den gas til både børne- og voksenrytmer, rytmik, som er for de største, hvor vi blandt andet øver os i at modtage en fælles besked og dele, og motorik med baner, hvor de yngste bliver udfordret. Vi er et kreativt hus og holder meget af at tegne, male og kreere. Det er også vigtigt for os, at der er plads til børnenes egne initiativer og rum til bare at slappe af og dovne. Og sidst, men ikke mindst, er der frisk luft på legepladsen.
Ved 10.30-tiden spiser vi frokost. Vi nyder denne hyggestund og den gode stemning, der er omkring måltiderne. Efterfølgende går vi på badeværelset, hvor børnene bliver skiftet og sidder på toilet. Efter en hyggelig og travl dag er det tid til en lur for de fleste (flertallet sover i krybber og barnevogne, men de største sover på gul stue og bliver her puttet af en voksen). Når man er lille, sover og spiser man, når man er træt og sulten.
Kl. 11.45–13.30 har vi middagsstund, hvor dem, der ikke sover i dette tidsrum, leger på grøn stue, og de voksne afholder pauser. Kl. 13.30/14.00 får vi eftermiddagsmad, som består af en medbragt madpakke (gerne rugbrød, grønt og frugt).
Om eftermiddagen fordeler personalet sig og tilbyder forskellige legemiljøer både ude og inde. Det kan fx være leg med legoklodser, køkkenleg, puslespil, læse bøger, puste sæbebobler, køre scooter, gemmeleg, sandkager og meget andet.
I vuggestuen på Silkeborgvej har vi ansat en kostfagligt uddannet i køkkenet.
Varieret kost
Vi prioriterer økologi, derfor er maden overvejende økologisk. Vi serverer dagligt et sundt og varieret måltid. Hver uge serveres der fisk, rugbrød, suppe, grød, varm mad eller andet spændende. Det er vigtigt for os, at maden er indbydende og farverig, og at alle bliver præsenteret for forskellige slags mad og smagsoplevelser.
Madpakker
I vuggestuen skal man hver dag medbringe en madpakke til eftermiddagen samt en drikkedunk med vand. Undlad søde sager i madpakken – rugbrød er altid godt. Som tilbehør kan fx gives et stykke agurk, lidt frugt eller andet sundt.
Spædbørn
Spædbørnskost tilberedes individuelt i samråd med forældre. Ved allergi, religion eller andet – tal med personalet og efterfølgende med den køkkenansvarlige.
Måltidsværdier
Fælles værdier under måltidet er ro, hygge og god stemning. De voksne er rollemodeller og lader børnene komme til orde med ønsker og behov. Der er altid en god snak omkring bordet, som tager udgangspunkt i det, børnene er optaget af. Også ved bordet øver vi selvhjulpenhed, og børnene får selv lov til at øse op og smøre rugbrød, og når de er færdige, tager de ligeledes selv af bordet.
Vi stemmer om det
Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.
Forældresamarbejdet er en af grundstenene for barnets trivsel, læring og dannelse.
For os er det vigtigt at skabe et miljø i vuggestuen, som inspirerer til et trygt sted at være for alle. Vi opfordrer til, at man som forælder engagerer sig i sit barns hverdag, hvilket blandt andet gøres ved, at man hilser på børn og voksne, når man er i vuggestuen. Vi ser også gerne, at man hjælper på sin vej, hvilket styrker den hjemlige følelse og giver ejerskab i vuggestuen. Vi er tydelige voksne, og gensidig positiv og negativ feedback er med til at skabe tryghed for alle parter. Vi taler til og med hinanden og siger tingene, som de er, med gensidig respekt og tillid.
Samtaler og dialog i dagligdagen er med til at opbygge det altafgørende samarbejde, men udover dem har vi også samtaler mellem forældre og pædagoger i vuggestuen, som varer fra en halv time til 45 minutter, hvor vi i ro kan vende barnet uden forstyrrelser.
Få indflydelse på hverdagen
I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.
Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.
Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.
Telefonnummer til stuerne:
Grøn og Orange: 21314182
Vuggestuen Silkeborgvej 88A
Silkeborgvej 88A, 8000 Aarhus C
Telefon: 21 31 41 82
Pia Kristiansen
Vuggestuen Silkeborgvej 88A
Telefon: 20 57 67 22
E-mail: pknu@aarhus.dk
Vuggestuen Silkeborgvej 88A
Silkeborgvej 88A, 8000 Aarhus C
Telefon: 21 31 41 82
Telefonnummer til stuerne:
Grøn og Orange: 21314182
Pia Kristiansen
Vuggestuen Silkeborgvej 88A
Telefon: 20 57 67 22
E-mail: pknu@aarhus.dk
