Børnehuset Tusindfryd
Børnehuset Tusindfryd er normeret til 30 vuggestuebørn og 20 børnehavebørn. Vi bruger både det indendørs rum og det udendørs rum til at aktiviteter, der stimulerer og udfordrer krop, selvstændighed og de sociale relationer.
I slutningen af 2025 flytter Tusindfryd ind i en nybygget institution på Lokesvej i Åbyhøj, hvor vi i nye lokaler skaber rammerne for det gode børneliv.
Vores hus
Børnehuset er lige nu indrettet i store, lyse lokaler, samt flere mindre rum, der kan anvendes til aktiviteter med små grupper af børn. I vores institution prioriterer vi at arbejde i mindre grupper, da vi ved at det er her vi kan nå og støtte det enkelte barn, lige der hvor det er i sin udvikling. Her følger vi børnene, fejrer deres succeser med dem og hjælper dem når det er svært. Vi arbejder med en genkendelig hverdag, nærvær og nærhed, og ud fra en forståelse af at vi skal støtte og understøtte børnenes egne ressourcer.
Børnenes muligheder for selvhjulpenhed og ejerskab af deres hverdag, er hele tiden en vigtig del af vores arbejde. Vi er på gulvet og i øjenhøjde med børnene, for det er her de har brug for os!
Børnenes perspektiv har vi hele tiden for øje. Vi ønsker at sikre alle børns trivsel, udvikling og læring med et personale som er nysgerrige, fagligt funderet og hvor sparring og feedback er en naturlig del af arbejdet.
Udemiljø
Vores legeplads byder på små hyggelige kroge, frugttræer og -buske, og er tilpas overskuelig for et lille vuggestuebarn, samtidig med den også er stor nok til at gå på opdagelse i for de større børnehavebørn.
Vi vægter udelivet højt, starter og slutter gerne dagen udenfor, da vi holder af hvad uderummet kan tilbyde os, med højt til loftet, plads og nye ting der hele tiden kan stimulere vores nysgerrighed. Tusindfryd ligger i et skønt område, hvor vi nemt kan komme til legepladser, stier, søer og skov, det gør vi meget brug af.
Fremtiden
I fremtiden venter der store ting for vores institution. I 2025 skal vi flytte i en nybygget institution på Lokesvej. Planlægningen er i fuld gang og vi ser frem til at skulle rykke i helt nye lokaler. Det overvejende tema for institutionen vil, udover det gode børneliv, være bæredygtighed.
Sådan ser her ud
Vi er et børnehus normeret til 30 vuggestuebørn, fordelt på 2 vuggestuegrupper (Regnbuen og Himmelblå) og 20 børnehavebørn (Trætoppen). På vuggestuegrupperne går der 10-15 børn.
Vores ældste vuggestuebørn og yngste børnehavebørn er samlet på Trætoppen. Gruppen er nyopstartet i marts 2024 og har, til at begynde med, 9 børn. Der er 3-4 medarbejdere pr. stue (heraf er 2-3 pædagoger). Hertil har vi en pædagogisk leder og en køkkenassistent.
Vi har store lyse stuer med vinduer og døre med direkte adgang til legepladsen. Fra stuerne kan vi holde øje med naturens gang.
I vores indretning har vi fokus på at skabe små legemiljøer til børnene. På stuen skal børnene blive inspireret og få lyst til at slå sig ned og fordybe sig i leg. Vi har øje for at stuen skal kunne være fleksibel og både fungere som dansegulv, krearum, bilbane, til konstruktions leg, fordybelse i bøger og meget mere.
I midten af Tusindfryd har vi et stort fællesrum, med gynger, rippe, balance bom og forskellige redskaber til grovmotoriske lege. Her kan alle grundbevægelserne komme i spil. Rummet deler vi mellem stuerne så alle kan bruge det i løbet af ugen. Vi har også mindre rum i huset, som vi bruger som sanserum, med lys i loftet og spejle på væggen og soverum.
Vores garderober er placeret i lange gange mellem stuerne. Gangene bruger vi også i løbet af dagen og inddrager dem til leg og aktiviteter. Det er kun os selv som sætter grænserne for hvad rummene kan bruges til.
På vores legeplads er der store frugttræer og bøgehække. Vores legeplads er inddelt i zoner, som lægger op til forskellige typer leg. For det lille vuggestuebarn er det vigtigt at kunne overskue legepladsen, at kunne se sine voksne og føle sig sikker til at kunne gå på opdagelse. Vores legeplads har små kroge, ting man kan gemme sig bagved og mulighed for at lege sammen og alene. Desuden har vi lange flisestier, som hurtigt kan blive forvandlet til en racerbane for scootere og løbecykler.
Læs mere om Børnehuset Tusindfryd
I Tusindfryd er hver dag ens og hver dag forskellig. Når man er mange mennesker sammen, så vil dagen altid være præget af forskellige vilkår og faktorer. Derfor arbejder vi i Tusindfryd ud fra en fast struktur, som giver plads til at vi alle har en god dag. For det lille vuggestuebarn er genkendelighed vigtig, for hvis der er en tydelig ramme, så frigiver det plads til udvikling og trivsel.
Vores åbningstider:
- Mandag 6:30-16:30
- Tirsdag 6:30-17
- Onsdag 6:30-17
- Torsdag 6:30-17
- Fredag 6:30-16:30
Sådan ser en typisk dag ud:
- 6.30 åbner vi institutionen, spiser havregrød sammen i fællesrummet og starter dagen stille op. Efterhånden som børnene møder ind åbner vi også en stue op.
- Ca. 7.30 Når vejret er til det begynder vi at gå på legepladsen, hvor flere børn vil komme og starte deres dag. Er vejret ikke til det bliver vi inde.
- 8.30 deler vi os i vores faste stuegrupper. Her afholder vi samling og spiser formiddagsmad.
- Ca.9.30 begynder vi vores aktiviteter for dagen. Børnene opdeles i små grupper.
- 10.30 spiser vi frokost.
- Ca.11-12 puttes de fleste børn til middagslur.
- 13.30 begynder de fleste børn at vågne og vi spiser eftermiddagsmad efterhånden som de vågner. Vi spiser nogen dage inde, men også gerne ude, ved bænkebordesæt på legepladsen.
- 17.00 (16.30), lukker og slukker vi institutionen efter en god og spændende dag.
Vi har fokus på læringsmiljøer og hvordan vi støtter børnenes læring og udvikling gennem hele dagen og bestræber os på at tænke alle læreplanstemaerne ind i børnene hverdag, hver dag.
I Tusindfryd er vi en del af kostordningen som betyder at børnene får serveret det obligatoriske frokostmåltid. Vi får mad leveret fra Åby skole, som sikre os en god og alsidig kost. I Tusindfryd har vi et lille køkken hvor vores køkkenassistent Joseph, sørger for at maden bliver fordelt og anrettet til hver stue.
Hos os ønsker vi at børnene er aktive deltagere i måltidet. De øser selv deres mad op, hælder mælk i glasset og deler ud til hinanden. Vi prioriterer at have god tid i måltidet, lader børnene øve sig og siger pyt hvis vi spilder eller taber noget. Vi taler om maden- farver, duft og konsistens for at give børnene en naturlig og sansende oplevelse med mad.
På AULA, kan forældrene se madplanen uge for uge. Køkkenet samsætter ugens måltider, så vi både har vegetariske dage, grød og suppe dage, samt en rugbrødsdag. Der tages selvfølgelig højde for religion, allergier og alder, når menuen sættes sammen.
Indtil kl 7.20 er der mulighed for at få morgenmad som består af havregrød med mælk/smørklat.
Til formiddagsmad har vi en fælles frugt/brød ordning arrangeret af forældrerådet. Her skiftes børnene til at medbringe en pakke bondebrød og tre stykker frugt i en fast turnusordning.
Om eftermiddagen spiser børnene deres medbragte madpakke.
Morgenmad: havregrød, smørklat og mælk/vand
Formiddagsmad: Fælles frugt/brød ordning
Frokost: skiftende menu. Der drikkes et glas mælk/ modermælkserstatning og vand til måltidet
Eftermiddag: Madpakke
Vi har madordning i Børnehuset og får dejlig mad fra Åby Skole leveret hver dag til frokost kl. 10.30.
Vi laver derfor ikke maden i huset, hvorfor vi ikke har en kontrolrapport.
Vi stemmer om det
Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.
Vi tilsigter et højt informativt niveau, og et tæt samarbejde med forældrene, og prioriterer derfor den daglige kontakt mellem personale og forældre højt. ”Vi har jo et barn sammen”- og derfor ønsker vi at have et dagligt og tydeligt samarbejde med jer som forældre, hvor I og vi kan dele hvad der har betydning for jeres barn lige nu, både i børnehuset og derhjemme. Vi benytter AULA, som vores primære platform til informationer til jer. Her vil I flere gange om ugen få opdateringer omkring hvad der rør sig i huset af stort og småt. Fødselsdage, nye børn, aktiviteter og generelle informationer. Vi dokumenterer børnenes hverdag med billeder og små tekster hver uge. Vi ønsker at vise jer hvad vi er optaget af. Børnenes sociale samvær, relationer og hverdagen. Vi opfordrer til at man ser billederne sammen med sit barn, på den måde kan barnet selv vise hvad det var optaget af og hvad der skete. Vi ønsker at billederne skal lægge op til en dialog mellem barn og voksen.
Det bedste for barnet er at forældre og personale har et godt og tillidsfuldt samarbejde. Hvor vi har tid og lyst til at dele, både det gode, det svære og alt det som er imellem.
I løbet af jeres barns tid i Børnehuset Tusindfryd har vi to fastlagte samtaler. En samtale 3 måneder efter jeres opstart og en afsluttende samtale, inden jeres barn skal starte i børnehave. Udover de to fastlagte møder, så er der altid mulighed for at holde ekstra samtaler efter behov.
Vi har et forældreråd som består af 5 forældrerepræsentanter, en medarbejder og den pædagogiske leder. I forældrerådet kommer forældrene tæt på Tusindfryds dagligdag og de overvejelser der ligger bag. De deltager i drøftelser om udvikling og tiltag som kvalificerer bestyrelsens arbejde. Forældrerådet bakker de op om fællesskabet ved at tilbyde at stå for nogle fælles arrangementer i løbet af året. En fra forældrerådet deltager i rekruttering af nyt personale.
I bestyrelsen i Gl. Åby Dagtilbud sidder en forældrerepræsentant fra hver afdeling sammen med dagtilbudslederen og en pædagogisk leder. Bestyrelsen behandler de mere overordnede principper for Dagtilbuddet og drøfter ligeledes Dagtilbuddets økonomi.
Få indflydelse på hverdagen
I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.
Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.
For at børnene kan udvikles og trives i Børnehuset Tusindfryd, har vi først og fremmest fokus på at opfylde dets primære behov for omsorg, søvn og mad. Derfor følger vi barnet tæt gennem hele dagen for at sikre at det har det godt. I Tusindfryd har vi udviklet en søvnpolitik, fordi vi ved at søvnen er en vigtig byggesten for at barnet kan udvikle sig, trives og lærer.
Vi har fokus på barnet som individ og som en del af et fællesskab. Det er vigtigt at alle børn oplever sig som en del af fællesskabet. Derfor arbejder vi med differentierede fællesskaber, hvor inklusion af alle børn er det vigtigste. Vi deler børnene i små grupper, hvor gruppesammensætningen er lavet ud fra børnenes udviklingstrin, alder, behov og interesser.
Alle børn har behov for gode tætte og trygge relationer med voksne, som er nærværende, tilgængelige og tydelige. Tryghed er det vigtigste og noget vi hele tiden taler om hvordan vi kan sikre, for det enkelte barn. Vi søger at tage et børneperspektiv på alt hvad vi foretager os.
Vi fremhæver og understøtter børnenes egne ressourcer, bringer børnene i spil og støtter op om alt det de kan. Vi forsøger at forstå og er nysgerrige på børnenes ageren.
Vi har hele tiden fokus på ikke at tage noget fra børnene, ved at gøre ting for dem som de selv kan. Vi tager os tid, øver os og bøvler med børnene. Vi fejrer de små og store sejre og støtter op når det er svært. Hos os får børnene lov til at være aktive og involverede i deres hverdag. Det ved vi nemlig at de vokser og bliver glade af.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.
Børnehuset Tusindfryd
Gudrunsvej 66B, 8220 Brabrand
Telefon: 41 85 96 81
Janne Klode Damgaard
Børnehuset Tusindfryd
Telefon: 41 85 96 81
E-mail: jakd@aarhus.dk
Stuerne i Børnehuset Tusindfryd
Kontor: 41 85 40 67
Regnbuen: 41 85 42 01
Himmelblå: 41 85 82 53
Trætoppen: 29 12 93 15
Stuerne i Børnehuset Tusindfryd
Kontor: 41 85 40 67
Regnbuen: 41 85 42 01
Himmelblå: 41 85 82 53
Trætoppen: 29 12 93 15
Janne Klode Damgaard
Børnehuset Tusindfryd
Telefon:
41 85 96 81
E-mail: jakd@aarhus.dk